Historien – før og nu

Hindsgavl Slots historie går helt tilbage til det 12. århundrede. Navnet hindsgavl blev for første gang nævnt i det danske register for godser og herregårde af Kong Valdemar II i 1231.

I 1200 tallet var hele halvøen skovklædt kongeligt jagtterræn kaldet ”Hegnet”. Senere byggede kongen en borg på en banke ”Hegnets gavl.”

Hindsgavl Slot er omgivet af 550.000 m2 have, park, eng og skov (cirka 125 Hektarer), der tilhører slottet. Man kan stadig se den gamle slotsbanke, som er en 47 fod stejl bakke, der i diameter måler cirka 200 fod. Ruinerne er begravet i slotsbanken.

I tidernes løb har mange vigtige møder fundet sted på Hindsgavl Slot. Derfor er det helt naturligt, at vi i dag også danner rammen om denne type arrangementer. Den 25. september 1295 blev der indgået en våbenhvileaftale i mellem den danske Kong Erik Menved og den norske Kong Erik Magnusson på det gamle slot.

Den 30. januar 1658 gik den svenske kong Karl Gustav X tværs over det frosne Lillebælt fra Jylland til Fyn. Der findes dele af en kanon i Hindsgavls Park, som stammer fra dengang.
Det nuværende Hindsgavl blev bygget i 1784 af kaptajn, kammerherre Christian Holger Adeler. Adeler døde i 1801, kun 58 år gammel. Hans enke Karen Basse Fønss, som indstiftede Hindsgavl i Basse Fønss' slægt, oplevede invasionen af 40.000 spanske og franske tropper i 1808, som havde slået lejr i Middelfart og omegn. Vore to største mødelokaler i hovedbygningen er for øvrigt opkaldt efter Christian Holger Adeler og Karen Basse Fønss.

Da Koldinghus brændte ned den 29. marts 1808 tog marskal Bernadotte, hans hustru og deres 8 år gamle søn Oskar ophold på Hindsgavl. Omkring 40 år senere sendte denne søn - nu kong Oskar I af Sverige og Norge - sine soldater for at beskytte Danmark mod prøjserne i Treårskrigen 1848 - 50.

På Hindsgavl skrev Danmarks og Norges Kong Frederik VI den 16. januar1814 selv under på den fredstraktat der skilte Norge fra Danmark - en beslutning truffet i Kiel 2 dage tidligere.

I 1922 lejede foreningen "Norden" Hindsgavl af Niels Basse Fønss, til møde for skandinaviske studerende. Herefter blev A/S Hindsgavl grundlagt den 21. marts 1924 og herregården inklusiv 53 hektar jord blev købt for 150.000 kr.

I 1940-41 blev slottet benyttet til indkvartering af tyske tropper og slottet led betydelig skade. Efter den 6. september 1943 beslaglagdes Hindsgavl på ny, og denne gang måtte det tjene som interneringssted for danske officerer i 6 uger. I februar 1945 indrettede tyskerne Hindsgavl som lazaret for alvorligt syge og sårede soldater. De blev på stedet til sommeren 1945, hvor de efterfulgtes af en afdeling engelske soldater. F'ørst i 1946 kunne Hindsgavl gå tilbage til den oprindelige bestemmelse.

I 1946-47 og 1975-1977 blev slottet renoveret under ledelse af professor Steen Eiler Rasmussen og hans arkitekter.

Hindsgavl Slots avlsbygninger blev ødelagt af brand i 1858 og genopbygget i 1859. Den 23. juni 1977 brændte avlsbygningerne igen, denne gang ejet af Middelfart Kommune. De blev genopbygget i 1978-79.

Den 22. juni 1979 samarbejdede kreditforeningen "Danmark" med den danske afdeling af foreningen "Norden" og aktiekapitalen forøgedes fra 400.000 til 8,2 mill. kr.

Hindsgavl Slot bliver løbende renoveret og vedligeholdt. Således er der i 2006 bygget nyt køkken, a la carte restaurant Den Hvide Dame, Kavalerbaren samt ny reception. Derudover er alle værelser renoveret i Slotsstil. 
Den gamle Kostald er netop renoveret og fremstår med 5 nye lokaler samt 23 værelser. 

 

Genfærdet "Den hvide Dame"

Hver aften ved midnatstid vandrer genfærdet "Den hvide Dame" rundt i parken. Hun fremstiller sig oftest kun for mænd for herefter at forsvinde med et suk. Historien vil vide, at hun er genfærdet af en ung brud, der skulle giftes med en herremand på Hindsgavl Slot. Hun kom kørende i en karet med fire heste, som pludselig blev skræmt. Det ulykkelige skete, at kareten væltede i en dam, og den unge brud blev klemt fast og druknede.
Det forlyder at ringen, der var tiltænkt hendes finger, stadig findes et sted på slottet.

Hindsgavl Slot har i samarbejde med vor husven - Clairvoyant Dortea Berg-Jensen - forsøgt at få svar på hvem "Den hvide Dame" egentlig var og hvilken herremand hun skulle giftes med. Men til trods for at der flere gange har været kontakt til hende, har vi stadig disse navne til gode. Der er dog ingen tvivl om, at hun stadig nærer stor kærlighed til stedet og kun ønsker det bedste for os.

Nyhedsbrev